Det kan ikke være tilfældigt, at lige præcis collagen er blevet Lisbeth Neigaards foretrukne medie.

En collage er dannet af brudstykker af forskellige billeder: allerede eksisterende billeder som aviser, plakater og fotografier og nogle, kunstneren selv har skabt ved maleri, tegning og skrift.

Nøgleordet er brudstykker. Lisbeth Neigaard bruger collagen til at udtrykke tanker og følelser, der ofte kredser om svære og traumatiske forhold. Om manglende selvværd, om forventningspres og angst. Hun sætter lys på skyggesiderne af tilværelsen.

Kan en collage udtrykke alle disse følelser, skal den samtidigt fungere som komposition. Ellers trænger budskabet simpelthen ikke igennem til os beskuere. Den følelsesmæssige usikkerhed, man finder i indholdet af Lisbeth Neigaards collager, modsiges altså, hvad angår formen, af en disciplineret kunstnerisk selvtillid, om denne så er bevidst eller ubevidst.

De forskellige teknikker, man finder i collagerne, tillader også en stor variation i udtrykkene. De negative følelsestilstande kommer typisk frem i skriften, enten som dagbogslignende tanker eller som de hånende, nedladende og sårende bemærkninger, omverdenen og ikke mindst ens egen indre kritiker, kan komme med. At man ikke dur til noget og aldrig bliver til noget. Disse sekvenser vises også gennem koloritten, og her er det især en kulsort farve, Lisbeth Neigaard benytter sig af. Sorte plamager, sorte cirkler, sort regn og uhyggelige, mareridtsagtige fantasivæsener kaster deres skygge ind i handlingen og truer med helt at lamme evnen til at handle.

I modsætning til alle disse uhyggelige stemninger bruger Lisbeth Neigaard ofte planter og blomster til at udtrykke det positive og livgivende. Røde valmuer, grønne træer og buske, naturen som sådan, bliver symboler på alt det gode, der også findes derude. Bliver symboler på håb og mulig forløsning. I den forbindelse er valmuen et passende motiv. Spinkel og skrøbelig er den ikke desto mindre en hårdfør blomst, der kan gro alle steder givende håb med sin lysende røde farve.

Lisbeth Neigaards billedverden er en forunderlig blanding af følsomhed og rå, streetwise selvsikkerhed. Hendes tanker om angst og manglende selvværd og selve den kunstneriske skabelsesakt, der viser en vej ud af dette, kan samtidigt fungere som en rettesnor og livshjælper til alle de, især unge mennesker, der har svært ved at finde fodfæste i livet.

Accepter din egen sårbarhed og tvivl, dyrk dit eget udtryk og øv dig i at være mere ligeglad med, hvad omverdenen mener, kunne være budskabet og moralen i Lisbeth Neigaards kunst. Et utroligt vigtigt budskab.

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

​